Linéa i vandet

De, der har set hvordan vi bor ved, at her kan være endog meget fugtigt i vinterhalvåret. Denne oplevelse er dog blandt de vådeste vi har haft.

Juledag gik jeg en tur med Linéa (to år gammel) sammen med Caroline på Rappen og Rose på Stickan. Vi ville i skoven, og dertil kommer man hurtigst ved at gå ned ad vejen og under motorvejsbroen gennem en ca. 20 meter lang tunnel.

 Da vi kom derned, så vi at hele vejen var fuldstændig oversvømmet. Ristene i tunnelen var åbenbart tilstoppede, og vi vidste ikke rigtigt, om hestene ville turde gå igennem så meget vand. Caroline og Rose kunne ikke hoppe af hestene og trække igennem, for de havde begge to kun almindelige sko på. Men Stickan gik modigt forrest, og så turde Rappen og Linéa også. Hestenes haler flød på vandet, som gik op over deres knæ, og helt op til kanten af mine langskaftede gummistøvler. Linéa stak hele mulen ned i vandet og drak. Halvvejs igennem tunnelen syntes Stickan, hun ville gå tilbage, men Linéa fortsatte glad og plaskede rundt i vandet med store skridt. Hun syntes det var sjovt!

 Da vi alle i god behold havde krydset dette dybe hav, fortsatte vi ned i skoven og gik en dejlig tur, hvor Linéa fik lov til at løbe frit et langt stykke med ”de store”, da de travede.

 Hjemturen gennem den oversvømmede tunnel gik om muligt endnu bedre end første gang. Linéa gik ivrigt og med så lange skridt, at jeg dårligt kunne følge med, betænkelig som jeg var for at få alt for mange liter vand ned i støvlerne.  

 Da vi to dage senere gik samme vej, var vandet helt væk. Linéa kunne tydeligvis huske sin sjove oplevelse, for hun satte farten lidt op, da vi nærmede os tunnelen, og da vi trådte ind, satte hun mulen helt ned til jorden, stoppede op og så lidt forbavset ud – hvor var nu vandet blevet af?

Vandhunden Linéa.