Udstillingsskolen

Af Agneta Hecht. Artiklen kan i sin originale version læses på Viking Ponnycenters hjemmeside

Oversat og lettere bearbejdet fra svensk af Signe Kroner

Anledningen til, at man tager på udstilling, varierer efter udstiller. Det kan være, at man vil have sin hest bedømt af en dommer som ”kan” racen, eller man vil måske forsøge at meritere hesten eller dens forældre. Det kan også være en måde at markedsføre sin avl. Der findes sikkert endnu flere årsager.

Hvilke heste, der har ret til at deltage, fremgår af propositionerne til respektive udstilling. En udstilling er en ren skønhedskonkurrence. Dommeren bedømmer kun det han eller hun kan se ved visningen. Derfor er det vigtigt at hesten vises på bedste måde og i bedst tænkbare form. Dette kræver oftest en hel del forberedende arbejde.

Præmiering eller kåring går til på lignende måde, men der ”avlsvurderes” hesten d.v.s. hestens egnethed til at anvendes i avl bedømmes når det gælder hingste og hopper.

Vallakker bedømmes også, eftersom de jo er "avlsprodukter" og kan meritere sine forældre.

Forberedelser

Inden man bestemmer sig for at tilmelde sig til en udstilling, bør man tage et kig på hesten. Er den for tynd eller for fed eller i passende huld?

At slanke eller fede en hest op lader sig ikke gøre i en håndevending, det er et langsigtet job. Man må spørge sig selv, hvorfor hesten er for mager eller for fed.

For fed hest skyldes for det meste for meget mad og for lidt motion. Tag alt kraftfoder væk og øg motionen lidt efter lidt, men gør det på en måde som hesten synes om. Er hesten for tynd kan det skyldes flere forskellige ting. Er den urolig og stresser meget, eller har den svært ved at udnytte sit foder, eller trænes den for hårdt - har den parasitter, eller måske tandproblemer? Oftest er det enklere at slanke en hest end at fede en hest op.

En anden vigtig sag er at hesten trives med tilværelsen. En lykkelig hest udstråler en harmoni som somme tider kan øge points'ene, lige så vel som at en trist hest kan tabe point.

Hesten skal være veltrænet, men ikke overtrænet. En overtrænet hest bliver let øm i musklerne og kan ikke vise sine bevægelser naturligt. Ungheste som vokser bliver også let muskelømme og bør ikke trænes for hårdt. Hvis hesten er velhåndteret og lydig plejer visningen ikke at være noget problem.

En god måde at træne op til en udstilling er at gå ture med hesten, gerne til ukendte miljøer; gå til kiosken og køb en is og tag små løbeture af og til. Gå eller løb ved hestens skulder. Tag lange skridt og vær nøje med takten, hesten følger førerens takt hvis den er tydelig (gerne overdrevent tydelig). En vigtig ting er at træne hesten i at stå stille et stykke tid uden at den slår med hovedet eller vil fare rundt og rundt.

Når selve udstillingsdagen nærmer sig, er det tid at gå i gang med pels- og hårplejen. Bad hesten i almindelig shampoo og anvend gerne balsam, det forhindrer statisk elektricitet i pelsen, som ellers trækker støv til sig. Strigl når hesten er tør, og red man og hale ud.

Visse hesteracer skal være friserede og flettede, andre må ikke være det.

Når det gælder "naturracer" som f.eks. Gotlandsruss, islændere og Shetlandsponyer skal de være naturlige d.v.s. have lang, men velplejet man og hale.

Også hovene skal være velplejede, men beskær ikke hovene lige op til udstillingen, gør det mindst en uge før, da hesten ellers let kan blive ømfodet.

Udrustningen

Hvilken udrustning man skal anvende afhænger af hvilken hest man skal vise.

Føl vises altid i grime. 1-åringer kan vises i grime eller trense. 2-åringer og ældre vises i trense. (Arabere og Shetlandsponyer vises ofte i specielle opvisningsgrimer med kæde under hagen) Hopper som vises med føl ved siden kan have såkaldt følgjord, som man kobler føllet i. Dette kan være praktisk hvis man har flere følhopper med sig og ikke tilstrækkeligt mange medhjælpere. Ved selve visningen bør føllet dog kobles fra hoppen for at hendes bevægelser ikke skal forstyrres.

Hvis man anvender hoppe/følgjord, bør man have trænet med dette inden udstillingen. Foto: Agneta Hecht

Udrustningen skal være hel og ren og tilpasset hesten. Forskellige racer har forskellig "mode" når det gælder trense og grimer, og det er naturligvis en smagssag hvilket man vælger. Vigtigst er det, at man kan holde hesten og at udrustningen ikke går i stykker så man får løse heste på udstillingspladsen.

En dressurpisk er god at have i hånden, ikke for at slå sin hest med den men for at forsvare sin hest mod "løsslupne" heste.

Næsebånd eller ikke næsebånd er også en smagssag. Har hesten et lille kønt hoved vil man måske skjule så lidt som muligt og afstår da fra næsebånd. Almindelige "udstillingstrenser" plejer at være udrustede med fast næsegrime d.v.s. en rem som sidder direkte på sidestykkerne, men som kan tages af.

Biddet kan være et lige eller leddelt trensebid. Til voksne hingste anvendes ofte såkaldt hingstebid (stangbid.)

Ledetøjlen kan være en almindelig ridetøjle eller et grimeskaft, ofte i læder, med eller uden kæde. Hvis man anvender grimeskaft kan det være velegnet med en delta eller en såkaldt ”longérclips” til at fæste i bidringene.

Farven på udrustningen er valgfri. Hvidt er almindeligt til Shetlandsponyer og Ardennere (Belgiere). Sort er almindeligt til øvrige koldblodsheste. Til øvrige ponyracer er brunt nok det almindeligste.

Viseren(mønstreren) bør være pænt og praktisk klædt på, gerne i lyse bukser. Sko som man kan løbe i er nødvendigt. Hjelm kan være godt at have på, da det ikke er usædvanligt at hestene bliver meget ”vågne” på udstilling og evt. kan finde på at stejle.

Exteriør

Forskellige racer bedømmes efter forskellige systemer.

Det mest almindelige i Sverige er bedømning efter 50-pointsskalaen. Systemet bygger på fem bedømningsgrupper, hvor man kan få maximalt 10 point pr. gruppe. Grupperne er:

Type

Hoved, hals, krop og kryds

Extremiteter (ben)

Bevægelse i skridt

Bevægelse i trav

 

Ved kåringsklasser i Danmark anvendes oftest 90-pointskalaen, hvor følgende 9 dele pointsættes:

Type

Hoved og hals

Skulder og manke

Overlinje

Forben

Bagben

Bevægelse i skridt

Bevægelse i trav

Helhedsindtryk

 

Type

Her bedømmes racetype, kønstype og brugstype. Dette indebærer at man tydeligt skal kunne se af hvilken race hesten er, hvilket køn den har og at den er egnet til sit formål (f.eks. ridehest, trækhest, traver etc.) En hingst f.eks. skal være maskulin, men behøver for den sags skyld ikke være "hingstet" for at få høje points på typen. En hoppe skal have en feminin udstråling og virkelig se ud som en dame. Hesten skal være harmonisk bygget d.v.s. alle delene skal passe sammen.

Hoved, hals, krop og kryds

Hver race har sin racestandard som beskriver hvordan de forskellige dele skal se ud. Her spiller anvendelsesområdet for racen en stor rolle. Alle dele skal være funktionelle. Overgangene mellem hoved-hals, hals-skulder, ryg-kryds, og skulderens og krydsets vinkling påvirker hestens bevægelsesmønster.

Extremiteter

Benstillingen skal være så korrekt som muligt. Benene skal være stærke og korrekt vinklede. Leddene tørre og reelle. Hovene velformede og velpassede.

Bevægelser

Bevægelserne i både skridt og trav skal være tilpassede anvendelsesområdet. I racebeskrivningen til respektive race fremgår hvordan det skal være. Taktfasthed, balance og lethed gælder nok for alle racer.

Tilmelding

Avlsforeninger og andre som arrangerer udstillinger har propositioner, hvor det fremgår hvilke heste der kan deltage, hvilke klasser der findes, tidspunkt og plads for udstillingen og sidste tilmeldingsfrist, hvad det koster m.m.

På udstillingspladsen

Normalt har udstilleren inden udstillingen, fået tilsendt et katalog fra arrangøren, hvor der står hvilke tider der gælder og om der er særlige krav på ansvarsforsikring, vaccination o.s.v. Hesten bør være på plads i god tid for at den kan nå at vænne sig til miljøet og så man kan varme op inden selve visningen. Hent nummerbrikker i sekretariatet, find ud af på hvilken tid hesten skal vises og evt. i hvilken ring, hvis der er flere ringe.

 

Sædvanligvis går alle i klassen ind på ring i nummerorden, og skridter rundt på højre volte indtil dommeren beder alle undtagen den første om at forlade ringen. Derefter begynder den individuelle bedømmelse. Hesten stilles op foran dommeren, men ikke for nær, ca 2-3 meter plejer at være passende. Hesten skal stå med den manfrie side og "åben" mod dommeren d.v.s. det benpar som er vendt mod dommeren skal stå lidt længere tilbage end benparret på udvendige side. Dommeren skal kunne se alle fire ben. Stå foran hesten og forsøg at få den til at stå naturligt, hold ikke hovedet for hårdt fast.

 

Et eksempel på en god og naturlig, åben opstilling. Foto: Signe Kroner

 

Når dommeren går frem for at kigge på forbensstillingen, så gå et skridt til siden (dig altså, ikke hesten) og når dommeren går over på den anden side, så stil hesten op igen, så den side er ”åben”.

Når dommeren beordrer skridt, leder du hesten på en lige linje. Hesten skal skridte friskt og naturligt frem. Giv den tøjlefrihed, så den kan strække halsen mens den går. Når dommeren siger "VEND", gør du en halv parade, vender hesten højre om (man vender altid hesten bort fra sig selv) og skridter tilbage på samme linje.

Det kan dog også forekomme at man mønstrer hesten på trekantbane. I så fald vil hjørnerne være markerede med blomsterkummer, kegler eller lignende (det er en god idé at vænne hesten til sådanne hjemmefra, så den ikke bliver forskrækket) og du følger dommerens anvisninger for hvordan du skal gå. Fortsæt med at skridte indtil dommeren beordrer trav.

Tag da tøjlerne i højre hånd, løb ved hestens skulder og sørg for at hesten kan holde hovedet frit og finde sin balance. Start i langsomt tempo og øg, når hesten har fundet takten. Ved "VEND" gør du ligesom da du viste skridten.

 

Du skal træne i at vise hesten i skridt og trav. Forsøg at få hesten til at slappe af, så bevægelsen ikke bliver trippende.

Foto: Signe Kroner