Efterår på Lojsta hed

Efterår på Lojsta hed.

Tekst og fotos © Signe E. Kroner 2005

Hvert år i november skilles sommerens russføl fra flokken på Lojsta hed, mærkes og sendes til deres nye hjem.

I år var jeg for første gang med ved denne begivenhed, og herom vil jeg gerne fortælle.

Beretningen starter dog noget før, nemlig engang sidst i september, hvor jeg var nede og tilbringe en smuk efterårsdag i ”hösthagen” – efterårsfolden på Lojsta hed.

Det er ikke altid man er heldig at se hestene, men jeg havde dårligt nok gået to minutter, før jeg stødte på den første lille gruppe. To hopper med føl samt en toårs hoppe stod midt på stien foran mig, og blev vældigt fornøjede over at møde et venligt menneske og – ikke mindst – min medbragte pose med nedfaldsæbler.

3 års hoppen Bridget e. Junisorken u. Bricenta følger sin mors eksempel og går allerede med føl ved siden (hingsteføl e. John Russ)

Snart stødte en tredje hoppe til. Hende genkendte jeg, for det var Pella med sit yndige hoppeføl.

Navnkundige Pella (e. Inter) er noget af en fantastisk lille hest. De, der ikke kender hendes historie skal have lov at læse den her. Jeg skriver frit efter hukommelsen, sådan som jeg har hørt Lojsta heds tilsynsmand Börje fortælle historien.

Pella fødtes i sin tid sent på sommeren og hendes mor Jessica, som var godt oppe i årene og ikke i særligt godt huld, døde allerede da Pella var omkring 3 måneder gammel. Da Jessicas krop blev fundet, var den godt afgnavet, og man gik ud fra at føllet også var gået til.

I november flyttedes hestene fra efterårsfolden til vinterfolden. Føllene blev siden skilt fra flokken, og vinteren kom.

Men ikke alle havde opgivet håbet om at finde lille Pella i live. Börje og hans bror, samt Börjes hustru Carola ledte ofte efter hende, men uden held. Her må det indskydes, at efterårs folden er enormt stor, flere hundrede tønder land, så det er altså ikke lige et sted, man gennemleder på en dag.

Da der en nat var faldet et tykt lag sne, bestemte de sig for at gå ud og lede en gang til i håbet om at snetæppet ville afsløre hendes spor, hvis hun da overhovedet fandtes. Og minsandten om ikke Börjes bror efter lang tids søgen endelig så små hovspor. Han fulgte dem, og se, der stod det mindste og ynkeligste lille føl, han nogensinde havde set. På en lille tue stod hun og skrabede ihærdigt, for at komme ned under sneen og finde næringsrige blåbærris at spise.

Der blev tilkaldt forstærkning, og snart var Pella indfanget, og blev båret til bilen og kørt hjem til Börje og Carola. Hun var bare skind og ben, og ikke meget tungere end en hare!

De følgende dage fik hun kun ganske lidt hø, da hun jo havde levet på sultegrænsen i flere måneder, og man ved jo, hvor farligt det kan være for en sultende pludselig at få masser af mad. Først efter nogle uger var hun kommet sig så meget at man turde give hende ormekur. Hele den vinter boede hun i Börje og Carolas stald, men den følgende sommer kom hun tilbage til skoven, og på sommerens præmiering det følgende år gik den toårige Pella nr. 1 i sin ring.

Det kan man da kalde en ægte solstrålehistorie, som giver et helt forbløffende indtryk af russens umådelige sejhed!

Nu om dage går Pella på heden, får dejlige føl og er i øvrigt noget af en udbryderdronning, som tit havner på den gale side af hegnet. Hun er nem at kende, for hun er en af (om ikke den) eneste, der ikke har frysemærke på halsen.

Her poserer Pella med sin yndige datter sovende i skyggen.

Pellas hoppeføl (e. John Russ)

Nogle uger efter havde jeg igen vendt næsen mod Lojsta hed og efterårsfolden, og igen havde jeg heldet med mig. Jeg havde kun gået et lille stykke længere end sidste gang, da jeg fik øje på en gammel Hubertus-hoppe, Rallika, der stod med sit hingsteføl inde mellem træerne. Hun var uhyggeligt mager og sang nok på sidste vers. Men hendes føl var stort og velnæret.

Jeg gik videre og fløjtede glad, da denne nuttede lille fyr pludseligt dukkede frem og halvt forskrækket, halvt nysgerrig betragtede mig. Han var ikke ret gammel, jeg vil skyde på omkring 3 måneder, og altså tydeligvis sent født.

Først var han noget skeptisk, men opdagede snart, at det var nok så spændende at tygge i min æblepose.

Hans mor (e. Juventus) havde de blideste øjne, og var lidt forsigtig, så efter nogle minutter begav hun sig skyndsomt af sted med sit lille føl i hælene.

Efter denne fine oplevelse begyndte jeg at gå mod bilen. Men jeg havde ikke gået mange minutter, før dette lille optog kom mig i møde:

Det var to hopper med føl. Jeg kunne kende Josefin (e. Kanel) som går i spidsen på billedet med sit nye hoppeføl og en 2 års datter (den sorte bagest på billedet). De stod længe og snakkede med mig, især den 2 års, Sippan (e. Junisorken) var meget sød og kælen.

Et lille stykke nærmere bilen mødte jeg minsandten 2 hopper til. Jeg så at de var Juventus-døtre, for jeg kunne kende den ene af dem, en lille rød, Penelope - for øvrigt en datter til føromtalte Pella - som havde et hingsteføl ved siden. Dette føl var en lille forskrækket en, som næsten gik i panik, da han alligevel var for nysgerrig til ikke at gnave lidt i min pose. Han blev bange for den raslende lyd og fór rundt med posen i munden, alt for rædselsslagen til at fatte, at han bare kunne spytte den farlige tingest ud. Det så faktisk meget morsomt ud, og jeg ønskede at jeg havde haft mit videokamera med, så jeg kunne have filmet optrinet.

Nu kommer vi så til Den Store Separationsdag, lørdag d. 13. november 2004.

Vi mødtes ved præmieringsfoldene kl. 9, og de, som ville gå med i drevet, stuvede sig sammen i Börjes lastbil og blev kørt ud i skoven og placeret med 50-100 meters mellemrum på strategiske steder. Efter en kort ventetid var alle på plads og kæden kunne sætte i gang. Sådan et drev er den rene klapjagt. Det gælder om at larme og råbe så meget så muligt og hele tiden holde øje med hvem man har på hver side af sig, så man holder sin plads i kæden og ingen hest kan smutte igennem.

Jeg fandt snart ud af, at det er meget hårdere og længere at gå med i drevet her om efteråret, end at gå om sommeren, når flokken drives sammen til præmieringen. Jeg syntes jeg gik og gik i en uendelighed, der blev uro i geleddet, nogen råbte om, at en hest var løbet den gale vej. Et øjebliks tøven gjorde, at jeg kom bagud og snublende måtte springe over tuerne, for at komme i trit igen. Jeg måtte kravle gennem 5 pigtrådshegn, som selvfølgelig flænsede min jakke mere og mere for hver gang. Som den allersidste kom jeg pustende frem til præmieringspladsen.

Jeg har fået varmen!

Billedet venligst udlånt af Håkan Hollström.

Her kommer flokken ud af skoven

Billedet venligst udlånt af Håkan Hollström.

Det viste sig, at et par hopper med føl ikke var kommet med, så drevet måtte gås en gang til. Her valgte jeg dog at sidde over!

Et par efternølere.

Nu var det snart slut med at have det sjovt for de omkring 30 små Lojsta-føl. Hver fik sin nummererede grime på, og så var det tid for fravænning på rekordtid. Ud af folden, op i transporten og farvel for altid til kære mor og det trygge, frie liv i skoven.

Det søde lille hingsteføl, jeg mødte i skoven i september. Nu knapt så kry og med en væmmelig, strammende grime på. Læs gerne i min beretning om Linéa, hvad en alt for stram grime kan have af konsekvenser!

Så er der afgang, march!

Dette hoppeføl gik usædvanligt flinkt op i lastbilen. Andre var nok så modvillige, hoppede og sprællede og faldt om på ryggen i kampen for at undslippe.

Til sidst, da de sidste føl var samlede i lastbilen, åbnedes foldene, og nu udspillede der sig en hjerteskærende scene. De oprørte hopper samledes om lastbilen, indefra hvis mørke, de kunne høre deres fortvivlede føl vrinske.

Jeg kan godt forstå, at man er nødt til at skille alle føl fra på en gang, da det jo er ganske arbejdskrævende at samle hele flokken, og der er meget der skal klappe, men jeg synes måske nok, at man burde rykke dagen til noget senere på året. Tænk på, at de senest fødte føl ikke er mere end 4 måneder gamle sådan i midten af november, og det er en alt for tidlig alder at blive revet væk fra moderen i.

Hopperne ville selvfølgelig ikke forlade lastbilen, så for at få dem tilbage på vinterfolden, kørtes bilen først derind, og da alle hopper var på plads gik det af sted med føllene det lille stykke vej til Häggs gård, hvor mærkningen skulle foregå.

Tre hopper på vej tilbage til skoven. Den brune nærmest kameraet er den 23-årige elitepræmierede Linnéa 2566, som er mor til min Linéa. Hun havde ikke føl i år, og kan derfor godt se fornøjet ud.

Ved Häggs gård samles føllene i en lille stald, og så står menuen ellers på mærkning på samlebånd.

I år skulle føllene for første gang både fryse- og chipmærkes, og det foregik vældigt effektivt. Et føl tages ud af den store boks, bliver identitetsbestemt, hestepasset udfyldes med en lille tegning af aftegn og hvirvler, hårprøve udtages af manen (for DNA-typning) og så bliver mikrochippen sprøjtet ind i halsmusklen. Et par skridt videre til næste arbejdsteam, som tager sig af frysemærkningen (nummeret svarer til nummeret på føllets grime) og så ind i den anden store boks, hvor alle de andre nymærkede søstre og brødre står og ser forskrækkede ud.

På vej hjem til Visby, måtte jeg lige forbi og se til hoppeflokken, som havde samlet sig ved udfodringspladsen. Hist og her vrinskede en ulykkelig hoppe, men alle gumlede begærligt på det udlagte hø.

Senere ville et par enkelte mødre få sig en glædelig overraskelse og blive genforenede med deres hoppeføl, de få heldige som får lov at komme tilbage og blive på heden.

Resten må affinde sig med deres skæbne og tålmodigt vente på deres nye føl, som kommer til næste sommer.

Ro i lejren efter fraskilningen. Her en 2 års hoppe e. Junisorken. En af de få lykkelige udvalgte, som fik lov at blive på heden som føl.