Kvægdriveren Dindi

Det var om sommeren, hvor vores hoppeplag Dindi var 1 år gammel.

2 køer, 2 kalve og en tyr gik sammen med 10 ponyer på en af de store sommerfolde, men Tove skulle flytte køerne op på bakken.

 Hestene stod samlet i det fjerneste hjørne af marken, mens køerne havde samlet sig ved ledet, så man synes det burde gå let at flytte dem. Køerne plejer nemlig at gå rimeligt pænt, bare man kalder på Emma, som er førerko, så følger de andre trop. Tove havde ved hjælp af jernpinde og snore bygget en korridor fra det ene led, gennem køkkenhaven og op til det andet led.

 Ved dette tilfælde gik det dog ikke så nemt; køerne stormede ud gennem ledet, da Tove åbnede for dem, men i stedet for at gå pænt over på bakkefolden, begyndte de at hoppe vildt omkring, gik gennem det provisoriske hegn og trampede rundt i køkkenhaven til stor frustration for Tove. Hun prøvede at genne de opstemte dyr sammen, dog uden større held.

 Men hvem kom nu til undsætning om ikke den lille Dindi?

 Nysgerrig som hun er, havde hun set, at der foregik noget nede ved ledet, og havde på egen hov begivet sig ned for at være med. Nu kom hun trippende bagom Tove, kiggede sig vigtigt omkring som bare hun kan gøre det - og bestemte sig tydeligvis for at få lidt orden og rede på situationen.

 Hurtig som et lyn, med høje knæløft og truende mimik, løb hun direkte hen imod køerne, som bævende klumpede sig sammen og veg for hende - og vips havde hun jaget dem alle sammen ind gennem det rigtige led!

Hun forfulgte køerne et lille stykke ind på folden, så de ikke bare kunne løbe tilbage i køkkenhaven med det samme. Så vendte hun tilbage til Tove, stolt som en pave, og udstrålede glad og fornøjet: ”Nå!  Så var dét klaret! Er der mere jeg lige skal ordne?”

Ja, sådan ville hun sikkert have sagt, hvis hun da havde kunnet tale menneskesprog!

 Den lille hjælper