Gotlandsrusset - en førsteklasses all-round pony.
Gotlandsrusset er en meget alsidig pony med mange talenter.
Dens fortræffelighed som ponytraver er omtalt andet steds på siden, så det vil jeg ikke gentage her.
Da Gotlandsrusset er udstyret med tre gode gangarter og en energisk bevægelse, kan den blive en udmærket dressurpony.
Vallakken Stjerne redet af Nanna
Knudsen. Billedet er venligst udlånt af Nanna Knudsen
Russ har imponerende springevner, og er oftest meget springglade. Her ser man en, der allerede tidligt viser stort springtalent. Det skal lige bemærkes, at man naturligvis ikke springtræner en pony seriøst før den er mindst 4 år gammel.
Silja er en måned gammel og følger
efter sin mor over en lille forhindring.
Og her er samme pony som voksen, og stadig glad for at springe. Mange russ klarer sig flot i ridebanespring og military, også på højt niveau. Men også selvom man ikke har konkurrenceambitioner er det både morsomt og nyttigt for pony såvel som for rytter at kunne springe lidt til husbehov.
Silja 7 år gammel redet af Rose
Russet er den fødte kørepony, og jeg synes virkelig alle burde unde sig selv den glæde at køre sin pony til, for det er utroligt sjovt både for pony og kusk at kunne køre ud på tur. Kørsel er super træning både for unge ponyer, som endnu ikke er tilredne og for rideponyen som afveksling fra ridningen, da det er andre muskler der trænes ved kørsel. Lettere landbrugsarbejde klarer et velkørt russ med glæde, så går man og tænker på at købe en fræser til køkkenhaven, skulle man måske overveje at anskaffe sig et russ og en lille plov....Og hvorfor ikke hente vinterens forbrug af brænde hjem fra skoven med hest og vogn?
Vil man køre mere "seriøst" end søndagsskovturen kan man kaste sig over konkurrencekørsel. Med sin smidighed, hurtighed og naturlige arbejdsiver er den letmanøvrerede Gotlandsruss fantastisk til formålet. Regerende Nordisk Mester i tospand pony er svenske Catharina Eneroth med sine to dygtige røde Gotlandsruss; vallakken Hiimän og hingsten Allgunnens Uno. Catharina træner nu firspand! På billedet her med sine russ ved en opvisning på Hästens Dag i Tingsryd 7. august 2004.
Catharina Eneroth med firspand bestående af tre russvallakker og en hingst.
En sjov "disciplin", hvor man kan være med - også selvom man ikke er rytter eller kusk - er udstilling. Det er ren skønhedskonkurrence for heste, og stor er glæden selvfølgelig, når ens pony lever op til forventningerne og man kan tage hjem med fine point og en roset i baglommen.
Dindi får guld på udstilling som 1-årig. Hvem er mest stolt - pony eller ejer?
Men mon ikke alle ponyejere er enige om, at det allervigtigste er, at ponyen er sød og rar og omgængelig i hverdagen? Det er jo det daglige arbejde man lægger mest tid på. Russet er en fantastisk klog og kærlig pony, som kan give sin ejer mange glæder.
Dina og Anne-Mette
Frem for alt er den jo ideel som familiepony både for store og små - begyndere som øvede, da den er så intelligent og fornuftig, at den selv ved, hvornår der skal gås forsigtigt frem - som her hvor Anne-Mette får en tur på storesøsters pony - og hvornår der skal fuld knald på.
Stickan med Anne-Mette og Rose
Alle billeder © Signe Kroner medmindre andet er angivet.